Smerter ved sex efter fødsel – hvad kan årsagen være, og hvad kan du gøre?
Af overlæge, Karl Møller Bek - sidst opdateret den 21. maj 2026
Efter en fødsel er det helt normalt, at kroppen føles anderledes – du har trods alt lige sat et lille menneske i verden! For nogle kvinder bliver det især tydeligt, når det kommer til sex. Det kan gøre ondt, svie eller føles som modstand, selvom lysten egentlig er der. Smerter ved sex efter fødsel kan have forskellige årsager – og det er ikke altid til at gennemskue, hvad der ligger bag.
Din bækkenbund kan være for spændt
En af årsagerne til smerter ved sex efter fødsel kan være, at din bækkenbund er blevet for spændt. Bækkenbundens muskler skal både kunne spænde og give slip. Men efter en fødsel kan de komme til at holde lidt for meget fast og have sværere ved at give slip igen. Bækkenbundens muskler ligger som en slags ring omkring skeden, og derfor kan spænding her gøre, at det føles som modstand. Måske svier det, eller også føles det som om kroppen “lukker af”.
Det er ikke noget, du gør bevidst – det er en automatisk reaktion i kroppen. Når bækkenbunden ikke giver slip, bliver der mindre plads. Det kan give smerter ved penetration og samtidig gøre det sværere for kroppen at blive ophidset, hvilket kan føre til mindre naturlig fugt og mere ubehag.
I nogle tilfælde kan spændingen også sætte sig som myoser – altså små spændingspunkter i musklerne, som kan gøre området ekstra følsomt og smertefuldt ved berøring eller penetration.
Hvad kan du så gøre? Det vigtigste er at møde kroppen dér, hvor den er, i stedet for at presse den. For nogle kvinder hjælper det at starte med det, der føles trygt og rart, uden en forventning om, hvordan sex skal være. Sex behøver fx ikke være penetration.
Du kan også øve dig i at mærke, hvornår du spænder i bækkenbunden, og hvornår du slipper igen – gerne i rolige situationer, hvor kroppen allerede er afslappet. Hvis det er svært at få spændingen til at slippe, kan det give mening at få hjælp af fx en fysioterapeut.
Tørhed og hormonelle forandringer
Efter en fødsel ændrer din hormonbalance sig, og det kan påvirke kroppen mere, end man lige tænker. Under graviditeten er niveauet af østrogen højt, men efter fødslen falder det hurtigt igen. Og hvis du ammer, holdes niveauet ofte lavt i længere tid.
Østrogen er med til at holde slimhinderne i skeden fugtige, elastiske og modstandsdygtige. Så når niveauet af østrogen er lavere, kan vævet blive mere tørt og følsomt. Det kan mærkes som svie, irritation eller en brændende fornemmelse under sex – særligt ved penetration.
For mange kvinder kan det være forvirrende, fordi lysten godt kan være der, mens kroppen ikke helt følger med. Det er helt normalt, og det handler ikke om, at noget er galt med dig.
Her kan det gøre en stor forskel at hjælpe kroppen lidt på vej. Glidecreme kan mindske friktionen og gøre oplevelsen mere behagelig, og samtidig kan det give kroppen bedre betingelser for at slappe af og følge med. Hvis tørheden fortsætter eller fylder meget, kan det også være en god idé at tale med en fagperson om dine muligheder.
Arvæv efter bristning eller kejsersnit
Hvis du har fået en bristning under fødslen, kan arvæv i eller omkring skeden være en del af forklaringen på smerter ved sex. Arvæv i mellemkødet eller skeden kan nemlig gøre området mere følsomt, stramt eller ømt. Det kan også få musklerne i bækkenbunden til reflektorisk at spænde op.
Hvis du har født ved kejsersnit, kan arvævet også spille en rolle. Her fortæller kvinder om smerter, ømhed, stramhed eller føleforstyrrelser omkring arret, og for nogle kan det påvirke evnen til at slappe af og give sig hen under sex.
Arvæv er en helt naturlig del af kroppens måde at hele på, men det er ikke altid lige så elastisk som det væv, der var der før. For nogle sidder ubehag dér, hvor arvævet er, mens andre oplever det som en dybere, mere diffus ømhed.
Arvæv mere smidigt over tid, og det kan hjælpe at arbejde blidt med området. Det kan fx være ved at give kroppen tid, stoppe op eller sætte tempoet ned under sex og være opmærksom på, hvad der føles rart og ikke rart.
Psykologiske og følelsesmæssige faktorer kan også spille ind
Smerter ved sex efter fødsel handler ikke altid kun om det fysiske. Kroppen og hovedet hænger tæt sammen – især når det kommer til intimitet. For mange kvinder kan tiden efter en fødsel være præget af usikkerhed, fordi kroppen har forandret sig, og fordi man ikke nødvendigvis ved, hvordan sex vil føles første gang igen. Måske tænker du over, om kroppen reagerer anderledes, eller om du føler dig lige så attraktiv og tryg i din krop som før.
Og hvis du fx haft en hård fødsel eller tidligere har oplevet smerter ved sex, kan det gøre, at du spænder op eller har svært ved at slappe helt af – ofte helt ubevidst. Det er kroppens måde at forsøge at passe på dig på, men spændingerne kan samtidig gøre det sværere at give slip. Det betyder ikke, at det bare “sidder i hovedet”. Det betyder, at kroppen reagerer på tidligere oplevelser.
Her kan det igen hjælpe at skrue ned for forventningerne til, hvad sex skal være, og i stedet starte med det, der føles trygt. Det kan være ved at blive i berøring, nærhed eller det, der ikke gør ondt, og give kroppen tid til at vænne sig til følelsen igen.
For mange kan det også gøre en forskel at sætte ord på det både over for sig selv og sin partner. At kunne sige “det her føles rart” eller “her bliver jeg lidt utryg” kan være med til at få kroppen til at slappe mere af.
Hvornår bør jeg søge hjælp?
Det er normalt, at kroppen kan være øm, følsom og anderledes i tiden efter en fødsel. Men hvis smerterne under sex ikke stille og roligt bliver bedre i løbet af de første uger, er det en god idé at tale med din læge.
I nogle tilfælde kan smerterne skyldes andet end selve fødslen. Det kan fx være irritation eller infektion i underlivet eller mere sjældne tilstande som vaginisme, cyster eller endometriose.
Det vigtigste er, at du ikke går alene med det eller tænker, at du “bare må leve med det”. Ved vedvarende smerter kan din læge hjælpe med at finde årsagen og vurdere, om du vil have gavn af behandling eller henvisning til fx en fysioterapeut med speciale i bækkenbund.