Hvordan spiller bækkenbunden en rolle i dit sexliv?
Af overlæge, Karl Møller Bek - sidst opdateret 12. maj 2026
Lad os være ærlige et øjeblik: Når man taler om bækkenbunden, er det sjældent sex, man tænker på først. Det er mere sådan noget med knibeøvelser og “husk nu at få det gjort”.
Men plot twist: Din bækkenbund er faktisk ret involveret, når det kommer til dit sexliv. Den er med hele vejen og kan både være med til at forstærke nydelsen… eller spænde ben for den, hvis den ikke helt samarbejder.
Så hvis sex føles anderledes, mindre intenst eller måske endda gør ondt, kan det faktisk have noget med din bækkenbund at gøre.
Derfor spiller din bækkenbund en rolle under sex
Din bækkenbund er med hele vejen under sex – også selvom du ikke lægger mærke til det. Den ligger som en bund i dit bækken og består blandt andet af muskler, der både kan spænde, løfte og give slip. Og netop det samspil er vigtigt under sex.
Når du bliver ophidset, ændrer spændingen i musklerne sig. De bliver mere aktive og hjælper med at øge blodgennemstrømningen i området, hvilket er en vigtig del af kroppens naturlige respons. Når du mærker nydelse, er bækkenbunden med til at forstærke fornemmelserne – og under en orgasme arbejder den i små rytmiske sammentrækninger.
Så det giver egentlig god mening, at sex kan føles anderledes, hvis bækkenbunden ikke helt samarbejder som før – fx hvis den spænder op, føles svag eller er svær at mærke ordentligt.
Når bækkenbunden er for spændt: derfor kan sex gøre ondt
Hvis din bækkenbund er for spændt, kan det gøre det svært for kroppen at give slip. Musklerne i bækkenbunden skal nemlig både kunne spænde og slappe af. Hvis de hele tiden spænder, kan det føles som modstand, når noget skal ind i skeden. Det kan give smerter, svie og en følelse af, at kroppen ikke helt “vil være med”.
For nogle kan det også føles som om, man ubevidst spænder endnu mere op, jo tættere man kommer på penetration – og så bliver det hurtigt en ond cirkel.
En spændt bækkenbund kan også påvirke blodgennemstrømningen og kroppens evne til at blive ordentligt ophidset. Det kan så betyde mindre fugtighed og gøre sex mere ubehageligt.
Det handler altså ikke om, at der er noget “galt” med dig – men om at musklerne arbejder lidt for meget i én retning. Og her er nøglen ofte ikke at knibe mere, men tværtimod at lære at give slip.
Når bækkenbunden er svag eller svær at mærke
En bækkenbund behøver ikke være spændt for at give udfordringer – den kan også være svag eller svær at mærke.
Når der er mindre styrke eller kontakt til området, kan det påvirke, hvordan du oplever nydelse under sex. Bækkenbunden er nemlig med til at skabe spænding og bevægelse i området, og det er en del af det, der forstærker fornemmelserne. Hvis musklerne ikke rigtig “svarer igen”, kan det føles som mindre intensitet. Måske er det sværere at mærke penetration tydeligt, eller også føles orgasmen mindre kraftig end før.
For nogle kvinder handler det ikke kun om styrke, men om kontakt. Det kan føles som om, forbindelsen til området er lidt sløret – som om kroppen ikke helt registrerer det samme som tidligere.
Og igen: det betyder ikke, at noget er forkert. Det betyder bare, at bækkenbunden ikke arbejder optimalt lige nu. Og det er noget, der ofte kan forbedres ved stille og roligt at genopbygge både styrke og kontakt.
Når sex føles anderledes efter graviditet og fødsel
Efter graviditet og fødsel er det helt normalt, at sex ikke føles som før – og det kan der være flere grunde til.
Graviditet og fødsel er en stor forandring for din krop. Bækkenbunden har været belastet og kan både være mere spændt, svag eller svær at mærke efterfølgende. Dét alene kan ændre, hvordan du oplever berøring, penetration og orgasme.
Samtidig spiller hormoner en rolle. Efter en fødsel kan hormonbalancen ændre sig – fx hvis du ammer, hvor niveauet af østrogen ofte er lavere. Det kan give tørhed og gøre området mere følsomt, hvilket kan gøre sex mindre behageligt, også selvom lysten egentlig er der.
Du kan også have arvæv efter bristninger eller kejsersnit, som påvirker området. Nogle oplever ømhed, stramhed eller en anderledes fornemmelse, som kroppen lige skal vænne sig til.
Og så er der alt det, vi ikke altid taler om: træthed, manglende overskud og en krop, der måske føles anderledes end før. Det kan påvirke både lyst, nærvær og evnen til at give sig hen. For nogle betyder det mindre nydelse. For andre mere ubehag. Og for mange føles det bare anderledes – uden at det nødvendigvis er “forkert”.
Og det er alt sammen normalt. Ofte ændrer kroppen sig også igen med tiden, især når den får ro, støtte og mulighed for at finde tilbage til en god balance.
Hvad kan du selv gøre for at få en bedre fornemmelse og mere nydelse?
Hvis din bækkenbund påvirker dit sexliv, er det første skridt ikke nødvendigvis at gøre mere – men at blive mere nysgerrig på din krop. For mange hjælper det at sænke tempoet og give kroppen tid til at følge med. Nydelse opstår sjældent, når vi skynder os – især ikke hvis bækkenbunden enten spænder eller ikke helt “svarer igen”.
Det kan også være en hjælp at genopbygge kontakten til bækkenbunden. Ikke nødvendigvis ved at træne intenst med knibeøvelser, men ved stille og roligt at mærke dit knib og også at kunne give slip igen. Du kan med fordel holde en hånd på mellemkødet eller kigge i et spejl, imens du kniber.
Samtidig kan små ting som stillinger, tryghed og kommunikation gøre en stor forskel. At kunne sige højt, hvad der føles rart – og hvad der ikke gør – er en vigtig del af at få kroppen med.
Og hvis du er i tvivl om, hvad der sker i din krop, eller hvordan du bedst arbejder med din bækkenbund, kan det også hjælpe at blive vejledt af en fysioterapeut med speciale i området.