Cystocele: Hvad er nedsynkning af blæren?
Af overlæge, Karl Møller Bek - sidst opdateret 24. marts 2026
Oplever du en følelse af tyngde i underlivet, problemer med at holde på vandet eller en fornemmelse af en bule i skeden? Så kan det være tegn på cystocele – også kaldet nedsunken blære eller blæreprolaps.
Cystocele er en form for nedsynkning af underlivet, hvor blæren synker ned mod skedens forvæg. Nedsynkning er en tilstand, som en del kvinder oplever på et tidspunkt i livet, og som ofte udvikler sig over tid fx som følge af graviditet og fødsel.
Mange kvinder bliver bekymrede, når symptomerne opstår. Heldigvis findes der flere ting, du selv kan gøre for at mindske generne, og i mange tilfælde kan symptomerne forbedres betydeligt med den rette behandling og støtte.
Hvad betyder cystocele – nedsynkning af blæren?
Cystocele betyder, at blæren synker ned og buler ind mod skedens forvæg, fordi støtten omkring blæren er blevet svækket. Normalt holdes blæren på plads ved hjælp af bækkenbunden og det omkringliggende bindevæv, men når vævet bliver overbelastet eller strakt, har blæren ikke længere den samme støtte.
Nogle kvinder mærker kun lette symptomer, mens andre oplever mere tydelige gener i hverdagen. Symptomerne kan også variere fra dag til dag og bliver ofte mere mærkbare, når kroppen er træt eller belastet.
Der findes forskellige former for nedsynkning i underlivet, herunder rectocele (nedsynkning af endetarmen), enterocele (nedsynkning af tyndtarmen) og nedsynkning af livmoderen.
Hvad er årsagen til, at man kan få cystocele?
Cystocele opstår ofte som følge af graviditet og fødsel, hvor bækkenbunden og bindevævet omkring underlivets organer bliver strakt og belastet. Samtidig er graviditeten med til at øge presset på bækkenbunden på grund af den ekstra vægt fra barnet og livmoderen.
Hos nogle kvinder kommer symptomerne kort efter fødslen, mens andre først mærker gener flere år senere. Derfor opdager mange først, at de har nedsunken blære, når symptomer som tyngdefornemmelse eller problemer med blæren begynder at fylde mere i hverdagen.
Risikoen for cystocele stiger også typisk med alderen og i overgangsalderen, hvor vævet i underlivet bliver mindre elastisk. Og så kan andre ting som kronisk hoste, forstoppelse og mange tunge løft belaste bækkenbunden over tid og gøre støtten omkring blæren svagere.
Symptomer på cystocele
Symptomerne ved nedsunken blære kan minde meget om symptomerne ved andre former for nedsynkning. Men da cystocele specifikt involverer blæren, kan symptomerne hænge sammen med vandladning og blærens funktion.
De hyppigste symptomer ved cystocele er:
- Tyngdefornemmelse i underlivet – som pres, fylde eller noget der "trækker nedad”.
- Bulefornemmelse i skeden.
- Urininkontinens – ufrivillig vandladning, fx ved host, nys, hop eller løb.
- Vandladningsbesvær – fx svag stråle eller behov for at presse.
- Besvær med at tømme blæren helt – kan give anledning til blærebetændelse.
- Hyppig vandladning eller pludselig vandladningstrang.
- Smerter eller ømhed – fx i forbindelse med sex.
- Diffust ubehag, som kan være svært helt at sætte ord på.
Mange oplever, at symptomerne bliver tydeligere i løbet af dagen – især hvis du har stået op i længere tid. Når du lægger dig ned og får hvile, mindskes trykket i underlivet, og symptomerne aftager ofte.
Læs mere om tyngdefornemmelse i underlivet her.
Hvad kan jeg selv gøre ved cystocele i hverdagen?
At have cystocele betyder ikke, at du skal leve et liv fyldt med begrænsninger. For mange handler det mere om at lære kroppen og symptomerne bedre at kende – og finde måder at støtte bækkenbunden på i hverdagen.
Knibeøvelser kan være en hjælp, fordi de kan give bedre kontakt til bækkenbunden og styrke den muskulære støtte omkring blæren. Det betyder ikke, at man kan “knibe nedsynkningen væk”, men øvelserne kan hjælpe med at mindske symptomer som tyngdefornemmelse eller inkontinens.
Det kan også være en god hjælp at lave et lille knib, inden du fx hoster, nyser eller løfter noget tungt. På den måde spænder bækkenbunden op og kan bedre håndtere det ekstra tryk ned mod underlivet.
Samtidig kan det gøre en forskel at være opmærksom på belastningen i hverdagen. Hvis du ofte løfter tungt eller døjer med forstoppelse, kan symptomerne blive mere mærkbare. Her kan gode løftevaner, nok væske, fibre og rolige toiletvaner være med til at aflaste bækkenbunden og mindske generne.

Er cystocele farligt?
Nej, cystocele er ikke farligt, og for mange kvinder kan symptomerne heldigvis holdes nede med lidt mere støtte og opmærksomhed på bækkenbunden i hverdagen.
Men selvom nedsunken blære ikke er farligt, kan symptomerne stadig fylde meget i hverdagen. Mange kvinder oplever som sagt tyngdefornemmelse, problemer med blæren eller en usikkerhed omkring kroppen, som kan påvirke både træning, arbejde, sexliv og lysten til at være aktiv. Derfor giver det også god mening at søge hjælp, hvis symptomerne påvirker din hverdag eller livskvalitet.
Det er også vigtigt at vide, at nedsunken blære ikke betyder, at du ikke kan have sex. Det er der måske nogle, der tror, men mange kvinder har fortsat et godt og tilfredsstillende sexliv, selvom de har cystocele. For nogle kan symptomerne dog give ubehag eller gøre dem mere usikre, og her kan det være en hjælp at få vejledning eller behandling.
Hvordan behandler man cystocele?
Behandlingen af cystocele afhænger af, hvor meget symptomerne påvirker din hverdag. For nogle gør det en stor forskel bare at få viden om, hvad der sker i kroppen. På den måde er det også nemmere at støtte bækkenbunden bedre i hverdagen fx ved at knibe inden host og tunge løft.
I nogle tilfælde kan en operation også være relevant – især hvis symptomerne påvirker livskvaliteten meget. Ved operationen går man ind og styrker støtten omkring blæren, så den holdes bedre på plads og generne bliver mindre.
Det er dog altid en individuel vurdering. Det vigtigste er, at du ikke føler, at du bare skal “leve med det”, hvis symptomerne fylder meget for dig.
Du fortjener at blive taget alvorligt
Cystocele og nedsynkning af underlivet generelt er noget, mange kvinder oplever – også selvom der stadig bliver talt alt for lidt om det.
For nogle bliver symptomerne mindre med tiden, mens andre har brug for mere støtte eller behandling. Uanset hvad er det vigtigt at vide, at du ikke har gjort noget forkert, og at hjælp findes.